Anettes besøg i Kenya

I foråret 2017 blev jeg en del af bestyrelsen i Dittes projekt Make Them Smile Kenya, hvilket siden hen har fyldt utrolig meget i mit liv på forskellig vis.

Sammen med 3 kollegaer fra Falck, hvoraf Mette fra bestyrelsen var den ene og Lotte Svenningsen og Karsten Stald, realiserede vi i februar 2018 tanken om at rejse til Kenya.  Ved hjælp af Dittes gode netværk dernede og mine modige rejsefæller, rejste vi rundt i 16 dage og fik afprøvet diverse transportmuligheder (fly, tog, bus, tuk-tuk, båd, bil), overnattede 9 forskellige steder og besøgte både traditionelle turistmål samt steder langt fra alfavej og ikke mindst Dittes projekt i Diani.

Jeg har aldrig tidligere rejst udenfor Europa og er ikke, mildt sagt, den store fan af at flyve, hvorfor det at rejse til Kenya, var en kæmpe overvindelse og ikke uden bekymringer. Det skulle senere vise sig, at flyturen ikke var at regne i forhold til, hvad vi ellers kom udfor af oplevelser i Kenya.

Min beskrivelse er naturligvis med fokus på besøg Make Them Smile Kenyas grund, mødet med Kenya samt andre højdepunkter fra turen – god fornøjelse!

Vi rejste fra Billund via Amsterdam til Nairobi og ankom sidst på aftenen. I lufthavnen fik vi købt visum og herefter til vores første overnatningssted – en skøn stor lejlighed med 3 soverum. Efter en lokal øl Tusker og nogle hyggelige timer med vores nye kenyanske venner, var en god nattesøvn tiltrængt.

Næste dag oplevede vi klassiske turist attraktioner som Elefant børnehjemmet https://www.sheldrickwildlifetrust.org/ og naturligvis til Karen Blixens Museum, som var et must på min liste. Herefter sightseeing i centrum og afslutningsvis en fantastisk udsigt fra en af byens højeste bygninger, hvor vi kunne se over hele Nairobi.  Lamech, vores guide, fortalte en masse om byen, landet generelt og bedre guide findes ikke.

Mødet med Nairobi var både fascinerende og skræmmende. Specielt gjorde de mange hjemløse børn og unge mødre et dybt indtryk på mig. En ting er at se fattigdommens triste ”ansigt” på tv noget andet er at blive konfronteret med den direkte. Taknemmelig for at have vores kenyanske venner med – dels fordi de passede på os men også kendte ”gadens regler”.

Aftenen sluttede af med middag på ”Kilimanjaro” – en somalisk restaurant midt i byen. Resterne blev efterfølgende givet til hjemløse kvinder og børn – temmelig tumult agtigt og i forvirringen satte jeg mig i den forkerte bil med to totalt overraskede kenyanske forretningsmænd, da vi skulle forlade stedet. Vi skreg af grin og jeg blev forenet med de andre.

Farvel til storbyens larm og trafikstøj og goddag til safaritur til Masai Mara, som var en fantastisk oplevelse og som jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle opleve. Kenya har aldrig stået på listen over steder jeg må besøge – langt fra Randers, utænkeligt og uopnåeligt lige indtil Ditte udvidede min horisont på det plan!

De følgende 8 dage bød på ubeskrivelige syn af Afrikas dyr i deres rette element, besøg i Masai landsby, privat besøg i Kisii (vestlige Kenya), hvor en hel landsby bød os velkommen og lærte os om livet der. Dybt fascinerende at opleve kulturen og ikke mindst alle de glade smil, der mødte os.

Køreturene var meget kontrast fulde. Rigtig smuk natur – temarker og lidt bjerge. Når vi nærmede os byerne, var der affald over det hele og menneskene levede i vejkanten. Det var frygtelig at se især børnene. Vi så også mange børn der var på vej hjem fra skole i deres smukke uniformer. Sidst på eftermiddagen kom vi til Kisii , hvor vi lige skulle hæve penge. Det var lidt skræmmende med vagter omkring hæveautomaten(det er vi jo ikke vant til).  Derefter kørte vi til det hotel, som vi skulle overnatte på. Vi fik læsset bagage ind, en hurtig trucker vask og afsted til den lokalelandsby, hvor vores rejseleder er fra.  Vi blev  modtaget med smil og varme, og specielt børnene kiggede nysgerrigt på os. I stedet for vin og blomster, som vi danskere normalvis medbringer som værtinde gaver, havde vi købt en masse fornødenheder som b.la mel, sukker, vaskepulver og ris.

Der kom en lille pige mod mig, og hun standsede forskrækket op, da hun så os hvide og begyndte at græde – hun havde aldrig set en hvid før. Vi blev vist rundt i husene og på grundene og en meget speciel oplevelse at få fortalt, at nedenunder jorden vi gik på, var deres afdøde familiemedlemmer begravet. Hmm det stod vi så oven på, hvor de dyrkede forskellige grønsager og træer – også et avocadotræ. Så var der tid til aftensmaden og vi blev vist ind i en stue (de boede i en lerhytte,) hvor der var så fint med hvide broderier på sofaen. De havde lavet adskillige sammenkogte ret- af b.la ged og masser af grøntsager hertil brød og ris. Efter middagen fik Karsten sig en hjemmebrygget snaps sammen med de ældste, som der var stor respekt omkring. Vi havde en rigtig god og oplevelsesrig aften, hvor to kulturer mødes. Det er meget lærerrigt.

Da vi skulle hjem ville bilen ikke starte, det var totalt mørk og det øsregnede. Jeg nåede at tænke, at nu skulle jeg overnatte i lerhytten og at det for mig, vil være en meget anderledes oplevelse, men bilen kom i gang igen og vi fik sagt pænt farvel. En hjertevarm dag.

Vores måde at rejse på gjorde det muligt, at være impulsive og ændre på planerne undervejs, hvilket absolut var et kæmpe plus, da vi jo ikke anede, hvad Kenya havde at byde på.

For os Falck folk var et besøg på Kisii 911, svarende til vores 112  med et opland på ca. 1.5 mill. mennesker, en kæmpe oplevelse og uden tvivl en gigantisk øjenåbner. Eksempelvis havde de 10 ambulancer, hvoraf 3 var ude af drift, til at dække området med. Hertil skal siges, at infrastrukturen er i mine øjne kaos og ofte ufremkommelig. De drev stationen via få mobil telefoner – meget anderledes end vores måde at drive den slags på.

Måden vi rejste på – privat minibus og ikke mindst vores nye venner betød, at selvom vi fysisk flyttede os meget fik vi et helt unikt indblik i, hvordan samfundet er bygget op, de kulturelle forskelle og ikke mindst hvordan det er for nutidens unge at vokse op i et land som er så fuld af nuancer. Trods det at vi kommer fra vidt forskellige verdener, var humoren ufattelig ens, hvilket gjorde vores samtaler både sjove og alvorlige. Alt det rejsebøgerne ikke rummer, fik vi leveret ”on the road”.

Turen fra Nairobi – Mombasa:

Turen til banegården var derfor kort ca. 15 min. og vi troede, at 2 timer var rigeligt til at tjekke ind. Vi blev dog klogere! Hold nu op al den sikkerhedskontrol vi skulle igennem – 10 gange værre end i en lufthavn.

Endelig kunne vi sætte os i toget, som var super flot og meget rent og tydeligt at se og mærke, at det er drevet af kinesere. Strækningen blev indviet i sommeren 2018 og der var bare ”tog til tiden” og altså ikke Kenya time, som vi ellers havde vænnet os til (det kræver en god portion tålmodighed at rejse i Afrika).

(Pris pr. prs. ca. 160 kr. på 1. klasse).

Vi bestilte morgenmad og nød turen de næste 6 timer med ca. 80 km/timen med udsigt til dyr og savanne. I Mombasa blev vi blev hentet af Dittes veninde og medlem af MTSK Kenya, af Grace og chauffør – langt om længe. De var temmelige forsinket pga. trafik og vi var godt møre efter 2 timers vente i høj sol.

Afsted mod færgen der skulle sejle os over til Diani, som skulle være vores base de næste 8 dage. Men først skulle vi igennem Mombasa og trods det, at vi forinden havde set og oplevet meget, var turen til færgelejet noget af det værste, som jeg har oplevet. Ingen færdselsregler gælder her og biler og mennesker i et stort kaos – som om der var sket en brand og alle skulle nå i sikkerhed hurtigst muligt. Skræmmende at tænke på, at det var dagligdag for livet her. Lotte og Karsten fik på kort tid masser af input til at koordinere dette virvar noget mere hensigtsmæssigt – klart vi sammenlignede vores to vidt forskellige verdener velvidende, at det ikke var muligt.

Endelig kom vi ombord, sejleturen tog ca. 10 min og knap 40 min senere var vi fremme ved vores hotel African Dream Cottage, som vi i øvrigt stærkt kan anbefale.

Det var fantastisk at gense Ditte og rørende at hilse på Andy, som er formand for MTSK Kenya og som vi indtil dag blot havde skypet  og skrevet med. Andy er så fantastisk en person og hvor er jeg stolt af ham.

Herudover mødte vi også Grace, som ligeledes er en kæmpe gevinst for MTSK. Hun er en cool kvinde og god til at forhandle. Ingen render om hjørne med Grace!

Nå men aftenen forinden havde vi fejret Mettes fødselsdag og havde max. sovet 4 timer og vores lunte var vist lidt kort, da vi konstaterede, at al strømmen var gået på African Dream Cottage og muligheden for endelig at spise, var udelukket – troede vi. Vupti kom generatoren op at køre og vi kunne igen grine af det hele. Tankevækkende hvor forvænte vi er!

Efter en god nattesøvn – dog med lidt underholdning af aberne på taget, skulle vi mødes med Poul Erik, som nu er pensionist og som opholder sig i lange perioder i Kenya.

Ditte og Poul Eriks venskab startede, da Ditte søgte efter personer med kendskab til Kenya. Poul Erik, som i øvrigt har lavet foreningens logo, er en kæmpe støtte til Ditte b.la i forbindelse med køb af grund. En mand med ”erfarings-farvet-hår” og en ung rødhåret pige, er et godt match.

Vi satte kursen mod Mombasa igen- færge igen og efter et par timer, var vi hos Poul-Erik i hans skønne bolig, hvor vi (Andy, Grace, Ditte, Anette, Mette og Poul Erik) afholdte MTSK møde og havde en fantastisk dag. Han havde købt tusker og chips og var så glad for at se os i hans andet hjem. Efter en dejlig middag og nye aftaler var på plads, drog vi tilbage til vores oase.

Andy havde lavet aftale om at vi kunne besøge tre nogle børnehjem. På de første børnehjem vi besøgte var børnene desværre i skole. I stedet fortalte lederen en masse om hvordan dagligdagen var, driften af stedet og hvordan det var startet op. Meget lærerigt og interessant og vi var meget velkommen til at stille spørgsmål.  Vi blev vist rundt på børnehjemmet, hvor der overalt var meget rent og ryddeligt. I et soverum lå der en handicappet pige uden sprog og i sin fineste kjole og med en mama ved hendes side men uden mulighed for behandlinger som f.eks. fysioterapi. I Kenya er mange handicappede uden nogen form for hjælp og mange steder mener de lokale, at disse børn er forheksede.

Derefter afsted til det næste børnehjem. Mange indtryk på kort tid.  Børnene på hjemmet, som var finansieret af australiere, ser jeg for mig hele tiden.  Små smukke børn i alderen ½ år til 12 år der sad på lyseblå plastikstole og spiste ris. Hold op hvor var de var søde og jeg får igen tåre i øjnene, når jeg tænker på dem. De får mad og har en seng at sove i og bliver passet på. Karsten havde en fodbold og en pumpe med til de lidt større børn, det gjorde lykke. Vi delte slikkepinde ud og tøj, som vi havde medbragt hjemmefra – sponsoreret af venner og Ry hallen.

Dette børnehjem var klart et forbillede og tydeligt at se, at det var veldrevet – både af de australske iværksættere men også af de fantastiske lokale som var utrolig dygtige og ansvarsfulde. Vi fornemmede klart at der var masser af tryghed og derudover var grunden omkring huset vel dyrket, hvorfor de var selvforsynede samt havde mulighed for at sælge flere af deres afgrøder. De havde også høns og andre dyr, som bidrager til stedet.

Vi lærte meget af vores besøg her og vores Make Them Smile Kenya, kan klart bruge nogle af deres ideer til at drive børnehjem på.

Det sidste børnehjem vi så var stort og lidt som SOS børnehjemmene, kunne Mette fortælle. D e havde både en stor opholds stue, hvor de kunne se tegnefilm og lave noget kreativ og var ligeledes meget selvforsynede med grønsager og høns.

Ditte og Andy har tidligere besøgt disse hjem og det er her, at de har samlet inspiration til byggeriet af MTSK. Utrolig spændende at se og øger helt klart forståelsen for hele projektet.

I Kwale området, syd for selve Mombasa, er der mange projekter til gavn for børn og andre, som er ramt af fattigdom og det var dejligt at mærke, at personalet på de steder vi mødte, var meget samarbejdsvillige og kom med masse af råd til vores projekt.

Højdepunktet for vores ophold i Kenya var uden tvivl at besøge selve grunden.  (Ukunda eller Diani, hvis man leder efter det på et kort). Os fra bestyrelsen har jo naturligvis fuldt med i de udfordringer det var vedrørende køb af grund og ikke mindst indsamling af midler til køb af denne samt til hegn og diverse udgifter.

Man kan sige at vores rejse helt fra Billund via Nairobi, videre til Masai Mara, Kisii, Nakuru mm. var berigende og en lærerig optakt til, at vi endelig kunne sætte fødderne på Dittes grund.

Vi var derfor meget berørte, enormt ydmyge og dybt taknemmelige over at få denne mulighed.

Undervejs dertil købte vi diverse til husholdningen som mel, ris, sukker og noget brød med ud til naboerne. Det blev de rigtige glade for. Dittes grund ligger et dejligt sted. Vi så, at der var blevet bygget hegn og at brønden næsten var færdig (når dette læses er byggeriet af brønden veloverstået og alle naboer i området kan afhente vand i stedet for at gå ca. 3 km).

Som under hele vores ophold i Mombasa, var Andy og Grace fantastiske værter og det var tydeligt at mærke, at der er stor respekt om dem i det område, hvor MTSK grunden er.

Andy kommer jævnligt og holder opsyn med stedet og gør et stort stykke arbejde. Ditte, som ligeledes er meget afholdt af naboerne delte slikkepinde, tandpasta, tandbørste ud samt noget tøj – alt sammen stille og roligt.

Karsten, Lotte, Mette og jeg var meget tilbageholdende og havde stor respekt for stedets beboer, som indviede os i deres hverdag og jeg forstår nu, hvorfor Ditte holder så uendelig meget af disse mennesker. Deres smil, latter og taknemmelighed har gjort et kæmpe indtryk på mig og har givet mig en kæmpe forståelse for, hvordan livet også kan være og hvordan en umiddelbar lille håndsrækning kan betyde en verden til forskel for andre! Jeg er SÅ stolt over at være med i MTSK  -og over, uden helt at vil indrømme det, at jeg overvandt min flyskræk.

Tak til mine seje rejsefæller og til mine kenyanske venner!

Mange hilsner

Anette

da_DKDansk
en_USEnglish da_DKDansk