Tidslinje

Påbegyndt byggeri

Byggeriet er godt i gang. Naboerne samt folk fra den lokale storby arbejder på højtryk, for at få hjemmet stablet på benene. Det er vigtigt, at vi får så mange som muligt engageret i byggeriet, og dette gælder selvfølgelig også kvinderne. Det er dem, der henter vand fra vores brønd , så mændene kan bruge det i byggeriet og kan tage sig en tår vand. De arbejder i 30 graders varme fra kl. 8 om morgenen, og indtil det bliver mørkt omkring klokken 19.00. Mombasa er et fattigt område, så for at sikre, at byggematerialerne ikke bliver stjålet, har vi opført et lille hus, hvor der bor to mænd. De fungerer som vores sikkerhedsmænd, til byggeriet er færdigt.

Mur

Før vi kan starte med at bygge huset skulle der bygges en mur. Det skal der så sikkerheden er i orden, og så alle rammer er på plads inden børnene flytter ind. Sikkerhed frem for alt!
Muren er det der til dagens dato har kostet os mest, og det var første gang Make Them Smile Kenya skulle til at forhandle om større beløb. Vi havde vores første frivillige med – Lasse, som er murermester. Han er en kæmpe gevinst for handlen og processen med muren og generelt for MTSK. Muren tog ca en måned at lave og endnu en gang fik vi æren af, at tilbyde vores kære naboer noget arbejde. Dejlig som vi kan hjælpe hinanden!

Brønd

Før vi kunne begynde at bygge, skulle vi have vand ud på grunden. Inden brønden kom, skulle naboerne gå 3 km for at hente vand til mad, så de kunne bade og til at slukke tørsten. Vi fik fat i en landinspektør, som undersøgte, hvor langt vi var fra undergrunden. Det viste sig, at vi skulle 24 meter ned før, vi kunne få vand.

Det kan til tider blive meget tørt i Mombasa, og derfor var det MEGET vigtigt, vi kom langt nok ned. Vi fik en god aftale og skulle nu til at bygge på grunden. Dette ville være noget som også gavner naboerne, hvilket betyder meget for os!

Naboerne hjælper os meget i mange forskellige sammenhænge. Fx laver vores nabokvinde middagsmad til arbejderne og andre naboer holder øje med materialerne og sørger for, de er i trygge hænder.

Grunden er blevet samlingspunktet.

Hegn

I Kenya er det meget normalt, at man hegner sin grund ind lige efter, den er købt. Grunden til det er, at hvis naboen vil sælge sin grund, og der er tvivl om, hvor grunden går til, så er det lettere at arbejde med, hvis man har været klar over det fra starten af.

Derfor valgte vi også få uger efter købet at hegne grunden ind. Vi undersøgte hvilke former for hegn, der ville være det bedste i det klima, som vi er i. Dette blev gjort ved at tale med de lokale i området og høre, hvad de selv har gjort, og hvad deres oplevelse med det har været.

Det er meget vigtigt for os, at vi undersøger alt ned til mindste detalje, inden vi gør noget. Derudover betyder det også meget, at vi for vores naboer og andre lokale inkluderet. På den måde kan vi tilbyde arbejde, og nabobørnene kan komme i skole.

Efter der blev taget beslutning om hvilket hegn og hvilket materialer, der skulle bruges, skulle der købes ind. Ditte og hendes to gode venner, Grace og Andy, undersøgte forskellige tilbud. En uge senere havde de indgået en aftale, og materialerne skulle ud på grunden.

Dette var første gang, der blev arbejdet på grunden. Det var meget stort og meget specielt at se lastbiler køre hen til den grund, som endelig tilhørte Make Them Smile Kenya.

Skødet

Juli 2017 flyttede jeg til Kenya efter endt uddannelse. Der var gået mange tanker gennem mit hoved. Købsaftalen var endnu ikke i hus på dette tidspunkt.

Det var nu 10 måneder siden, den var blevet underskrevet, og Kenya time (betegnelse for at ting tager lang tid) havde fyldt meget.

Grunden skulle undersøges for, at det ikke var “goverment land”. Det vil sige, at grunden kunne have været ejet af regeringen, og at der kunne være mineraler, som kunne bruges til god forretning. Efter lang tids venten og en del bekymringer, fik vi endelig skødet.

Dannelse af bestyrelsen

Jeg underskrev købsaftalen i Danmark. Med hjælp fra en notar blev købsaftalen underskrevet og sendt til advokaten i Mombasa. Nu begyndte ventetiden på at få aftalen godkendt, og i ’Kenya time’ betød det, at jeg kunne nå at gøre min uddannelse færdig, tjene lidt penge på at gøre DSB’s toge rene og starte organisationen Make Them Smile Kenya.

Endnu engang var jeg ude i noget, jeg aldrig havde prøvet før, men i juni 2017 lykkedes det mig med hjælp fra venner og bekendte at etablere en bestyrelse.

I forbindelse med den stiftende generalforsamling fik jeg også styr på ansøgninger og vedtægter og fik oprettet en hjemmeside – hertil en særlig tak til lynglund.dk for donnere domænet.

I det hele taget har mange mennesker vist interesse for projektet, og bestyrelsen og jeg er meget taknemmelige for al den opbakning og hjælp vi har modtaget!

Det var en vild læringsproces, jeg ikke ville have været foruden, men jeg var jo kun begyndt på de indledende faser til at bygge børnehjemmet – men efter 10 måneder var købsaftalen stadig ikke godkendt.

Købsaftale

Jeg (Ditte) rejste til Kenya i August 2016 for, at kigge på en grund. Inden afrejse havde jeg undersøgt mine kontakter, da jeg tænkte, det kunne blive noget kompliceret og ikke selv har erfaring med køb af grund. Jeg havde mine bekymringer, men blev nødt til at være optimist. For hvis ikke jeg troede på det, hvem skulle så?

Jeg havde fået kontakt til nogle, der havde en grund til salg oppe i det nordlige Kenya. Min største bekymring var, hvordan jeg vidste, dette var den rigtige grund. Men som så mange gange før, tænkte jeg, at mavefornemmelsen måtte være svaret. Grundene i det nordlige Kenya var ikke den størrelse, som jeg ønskede, og de var alle meget ujævne.

Jeg tog tilbage til Nairobi og havde egentlig tænkt, at det nok ikke blev denne gang, jeg ville finde en grund. Kort efter ankomsten til Nairobi blev jeg kontaktet ang. grund i Mombasa. Der var 3 mulige grunde, så jeg rejste nu til Mombasa.

Mombasa ses som kenyanernes paradis, hvilket havde gjort, at jeg ikke havde troet, det kunne blive der, da det kunne være meget dyrt. Det kunne ellers have været perfekt, så derfor skulle det have et forsøg. Endelig fandt hun grunden, det skulle være. Herefter mødte jeg ejerne til grunden og indgik købsaftalen.