Købsaftale

Hej! Jeg hedder Ditte, og i august 2016 tog jeg til Kenya for at købe en grund til børnehjemmet.

Jeg havde aldrig før prøvet noget, der bare mindede om det, så det var ikke helt uden bekymring, jeg tog afsted. En købsproces kan jo være kompliceret nok herhjemme, så at tage helt til Afrika for at købe grund uden at have nogen som helst erfaring krævede en hel del is i maven, men jeg blev nødt til at være optimistisk og tro på, det kunne lade sig gøre; for hvis ikke jeg troede på det, hvem skulle så?

Heldigvis var jeg allerede ved at opbygge et godt netværk i Kenya, og med dem til at hjælpe mig, drog jeg til det nordlige Kenya for at kigge på de første grunde.

Desværre havde ingen af grundene en passende størrelse, og de var alle meget ujævne. Jeg tog tilbage til Nairobi og havde egentlig tænkt, at det nok ikke blev denne gang, jeg ville finde en grund. Skæbnen ville dog, at jeg kort efter ankomsten til Nairobi blev inviteret til Mombasa, hvor der var tre potentielle grunde. Mombasa ses som kenyanernes paradis, og jeg havde derfor ikke troet, det kunne blive der, da priserne kunne være meget høje, men jeg blev selvfølgelig nødt til at tage afsted. En af grundene viste sig også at være helt perfekt og førte til en købsaftale.

I kenyanernes paradis i Mombasa fandtes den perfekte grund til at bygge børnehjemmet på.